Overblik over energiforbrug giver gevinst

At følge med i og forstå museets energiforbrug giver de nødvendige forudsætninger til at tage beslutninger baseret på viden og derefter måle på effekten af bæredygtighedstiltag. Men for en museumsorganisation som Museum Salling, der er spredt over mange lokationer og aktiviteter der både omfatter museumsdrift, arkiver og arkæologi, kan det være vanskeligt at samle og overskue data.

Da energipriserne i 2022 steg voldsomt, var et en god anledning til at begynde at følge udgifterne til energiforbrug helt tæt, eftertjekke de fjernaflæste tal på regningerne ift. målerens tal og notere tallenes udvikling. Ansvarlig for bogføring og regnskaber på Spøttrup Borg, Anne Heiberg, besluttede sig for at gøre dette. For hvilke udgifter er der egentlig forbundet med energiforbruget på museet? Med en simpel indsats, hvor tal registreres i regneark, er der kommet et bedre overblik over forbruget.

Løbende opfølgning giver overblik

Når energiforbrug og udgifter skal sammenholdes, er det nødvendigt at have et præcist overblik over begge dele. Som ansvarlig for bogføring og regnskaber havde Anne allerede styr på økonomien. Men fordi Museum Salling er spredt over så mange lokationer, findes der ikke en samlet måler, der kan fortælle om energiforbruget.

For at kunne følge pengene, begyndte Anne, sammen med museets Teknisk Serviceleder, at aflæse energiforbruget (el, gas, fjernvarme, vand) på alle museets målere på alle lokationer hver måned. De skulle sammenholdes med energiselskabernes fjernaflæsninger. Da fjernaflæsningerne over tid har vist sig nogenlunde pålidelige, aflæser de i Museum Salling nu kun de fysiske målere hver anden måned. Hvis tallene afviger fra hinanden, reagerer Anne.

Forbruget indføres i et regneark, som giver et overblik over forbrug pr. måned. I samme regneark noteres summen på hver regning, og dermed kan enhedspriser for energi udregnes. Med dette opnås et samlet overblik over månedens og årets løbende forbrug – både i energi og kroner.

Understøtter bæredygtighedsarbejde

At have styr på sine forbrugstal giver et indblik i, hvad det reelt betyder, når der sker ændringer i museumsdriften. Der kan fx ske ændringer pba. energibesparende tiltag, som skal kunne måles i energiforbruget. Hvis der er uforudsete ændringer i tallene, inddrages lederen for teknisk service, som ofte har en god forklaring.

Samtidigt giver overvågningen af museets energiforbrug en idé om, om der er områder af driften eller specifikke bygninger, som bruger uforholdsmæssigt meget energi, vand eller varme. Det kan give gode ideer til, hvor det næste bæredygtighedstiltag skal implementeres, og måske endda et billede af, hvor mange penge, der kan spares på tiltaget.

Gevinst for museet

Overblikket giver museet flere gevinster. Først og fremmest giver det mulighed for at opdage, når der opstår uregelmæssigheder i energiforbruget. Det har fx ført til, at museet opdagede en fejl i magasinets ventilationssystem, som gav et meget svingende energiforbrug. Det skyldtes en fabrikationsfejl, som blev fikset. Ligeledes blev det opdaget, at kaffeautomater bruger meget strøm, så nu slukkes de udenfor åbningstider.

Samtidigt sikrer indsatsen, at Anne er opdateret på museets energiforsyning: Er der kommet nye målere eller leverandør – og virker målerne?

Tallene bruges også til at lave CO2-regnskaber i Klimakompasset. Det gør rapporteringen bliver nemmere, fordi de nødvendige tal allerede findes i et skema, og ikke først skal indsamles, når de skal bruges. Det samme gælder, når næste års budget skal udarbejdes, her giver energiskemaet hurtige svar på forventelige energiudgifter.

Anbefalinger

Selvom overblikket giver en masse fordele, bør alle, der vil lave noget lignende, være opmærksomme på, at det tager tid og kræver stringens. Museum Salling bruger ca. fire timer om måneden på at indsamle og indtaste data. Vær også opmærksom på, at arbejdet med data kræver stringens. For at kunne sammenligne tal kræver det nemlig pålidelige og ensartede data.

Hyppigheden af måleraflæsningen kan variere alt efter museets behov, og for nogle kan det give mening at aflæse forbruget oftere end pr. måned. På den måde kan uventede afvigelser i forbruget opdages og udbedres hurtigere.

Vil du vide mere?

Vil du have gode råde eller vide mere om Annes arbejde med energiledelse? Så skriv til Anne på ahei@museumsalling.dk.

Publiceret: