I de seneste år har opmærksomheden på virksomheders grønne markedsføring været stigende. Forud for stramningen af EU’s regler om grøn markedsføring er Forbrugerombudsmanden gået i dialog med dansk turisme, hvor det ifølge Turistmonitor ”flyder med greenwashing og udokumenterede påstande om bæredygtighed og grøn adfærd”. Dette har ført til flere revisioner og omformuleringer af indhold på hjemmesider, bl.a. hos Green Key.
Skærpede krav til grøn kommunikation
Aktuelt er der øget fokus på greenwashing og vildledende grøn markedsføring. EU’s skærpelse af reglerne for grøn markedsføring, som træder i kraft den 27. september 2026, er derfor en god anledning til at gennemgå udsagn om bæredygtighedsaktiviteter for at sikre, at de stemmer overens med både nye og eksisterende regler og anbefalinger.
Indsigter fra Turistmonitor viser nemlig, at udokumenterede bæredygtighedspåstande fortsat findes hos danske virksomheder. I dialog med Forbrugerombudsmanden har både VisitDenmark og Green Key således justeret formuleringer for at undgå regelbrud i kommunikationen. Her er det bl.a. en problematisk brug af ordet ’bæredygtig’, der er rettet.
Med de nye regler skærpes bl.a. kravene for brug af bæredygtighedsmærker, ligesom der er fokus på at undgå, at virksomheder overdriver virkningen af enkelte tiltag.
Tal højt om det gode arbejde
Selvom reglerne på området kan være vanskelige at gennemskue, er opfordringen fra Museernes Grønne Akademi alligevel, at museerne bør fortælle om deres arbejde med bæredygtighed.
For mange museer er bæredygtighedsarbejdet nemlig en vigtig del af den måde, der drives museum på. Samtidigt er historierne om bæredygtighedstiltag med til at inspirere de øvrige museer og vise museets gæster, at bæredygtighedskriserne tages alvorligt.
Det afgørende er, at indsatser kommunikeres præcist, og at udsagn understøttes af dokumentation.
Bliv skarpere på bæredygtighedskommunikation
I Museernes Grønne Akademi understøtter vi museerne i at forstå og navigere i de nye krav og samtidig finde og formidle de gode historier om bæredygtighed.
På kurset “Hvordan taler og fortæller vi om bæredygtighed?” får deltagerne en introduktion til gældende lovgivning og de nye regler for grøn markedsføring. Samtidigt introduceres konkrete værktøjer til at arbejde med kommunikation, presse og rapportering om museets bæredygtighedsindsatser. Kurset giver også indsigt i, hvordan bæredygtighed kan tænkes ind i projekter, fondsansøgninger og årsrapportering.
Læs mere om kurset og tilmeld dig her: Hvordan taler og fortæller vi om bæredygtighed?
