Nu kan museer melde sig ind i netværket for det europæiske TOWCHED-projekt. Projektet undersøger hvordan samlingsbaserede aktiviteter for børn og unge kan understøtte en bæredygtig udvikling af samfundet.
TOWCHED er et Horizon Europe-projekt, der undersøger, hvordan læring og undervisning med udgangspunkt i kulturarv kan fremme bæredygtig udvikling. Projektet hjælper museer, biblioteker, arkiver og undervisere med at bruge en menneskerettighedsbaseret tilgang, når de laver undervisning i bæredygtighed ud fra deres samlinger.
Udgangspunktet for projektet er, at kulturarven ikke alene handler om fortiden, men er også er en levende del af vores fælles nutid og fremtid. Derfor er det oplagt at bruge hukommelsesinstitutionernes samlinger som afsæt til undervisning og aktiviteter om de sociale og miljømæssige udfordringer, der præger verden i dag.
Hvad får I ud af at være med?
Netværket samler museer, undervisere, forskere, kunstnere og andre aktører, der vil bruge kunst og kulturarv til at lære børn og unge om bæredygtighed. Som medlem kan jeres museum:
- Udveksle erfaringer med kolleger i hele Europa
- Få adgang til de værktøjer, ressourcer og den forskning, projektet udvikler
- Deltage i TOWCHED’s kurser og fælles læringsaktiviteter
- Være med til at videreudvikle TOWCHED-metoden
- Møde andre fagfolk, der arbejder med kultur, uddannelse, inklusion, menneskerettigheder og bæredygtighed
Hos Museernes Grønne Akademi glæder vi os over denne gode mulighed for at skabe forbindelser på tværs af det europæiske museumslandskab med bæredygtighed som fokus. Museerne er allerede med til at påvirke den bæredygtige udvikling i kraft deres særlige rolle i samfundet. Samtidig er der et stort potentiale for at bidrage i endnu højere grad. Ved målrettet at skabe viden, inspirere til handling og bidrage til kulturel forandring, både lokalt og i et større perspektiv, kan museerne påvirke besøgende i en mere bæredygtig retning.
Læs mere om projektet på TOWCHED’s egen hjemmeside, eller i denne artikel der er udgivet om projektet.
Sådan tilmelder I jer
Tilmeldingen foregår via projektets formular.
