Hvordan kan museerne indarbejde hensynet til bæredygtighed i udstillingsproduktionen i endnu højere grad? Det er omdrejningspunktet for det nye Netværk for bæredygtig udstillingsproduktion under ODM’s Udstillingsnetværk. Den 27. august inviterer det nystartede netværk til sit første online netværksmøde med udstillingssystemer som tema.
Produktion, design og materialer
Med et stigende fokus på bæredygtighed arbejder mange museer allerede med at udvikle de mest fleksible og ressourceeffektive metoder og materialer til udstillingsarbejdet. Men i en travl hverdag kan det være svært at følge med i den hurtige udvikling på området.
Netværket for bæredygtig udstillingsproduktion er et forum skabt til alle, der arbejder med udstillinger og har interesse for en bæredygtig tilgang. Gennem erfaringsdeling skal netværket skabe et fagligt rum, hvor medarbejdere fra forskellige museer kan dele succeshistorier, viden, diskutere udfordringer og inspirere hinanden til at afprøve nye løsninger.
Der skal skabes plads til at gå i dybden med de materialer, systemer, værktøjer og designs, som deltagerne hver især har erfaringer med.
Udstillingssystemer til mangeårigt brug
Netværkets første møde vil handle om udstillingssystemer, der er designet til at kunne genbruges, tilpasses forskellige formål og være økonomisk bæredygtige. Med udgangspunkt i systemer fra hhv. ARoS Aarhus Kunstmuseum og Vikingeskibsmuseet deler Katrine Amtoft Bak og Louise K. Henriksen deres erfaringer med at indtænke bæredygtighed i udstillingsarbejdet.
Det første møde i netværket finder sted den 27. august kl. 10.30-12.00 og er gratis at deltage i.
Læs mere om mødet og tilmeld dig her.
