Ansøgningsfrist: 09-10-2025
Er du dygtig til daglig registrering og håndtering af regnskabsdata? Moesgaard søger en tal- og processtærk regnskabsmedarbejder, der både kan bidrage til den daglige drift og finde nye måder at behandle data og forenkle arbejdsgange.
Om jobbet
Administrationen udgør sammen med Viden og Publikum museets tre hovedsøjler. Administrationen omfatter Økonomi og regnskab, HR og løn samt IT. Du bliver en del af et yngre regnskabsteam, som er lille, men fagligt stærkt. Vi arbejder med opgaver, der spænder fra daglig bogføring til årsafslutning. Teamet løser opgaver inden for debitor- og kreditorstyring, bogføring og afstemning, moms, budgetter, projektøkonomi, kvartals- og årsregnskaber samt analyser.
Opgaverne i stillingen veksler mellem bogføringsopgaver, mere regnskabstekniske opgaver og udviklingsopgaver. Vi søger derfor en ny kollega, der har lyst til at arbejde i spændet mellem drift og udvikling. Dine opgaver vil bl.a. bestå af:
- Bogføring og løbende afstemninger
- Betalinger og likviditetsdata
- Interne kontroller til sikring af det interne og eksterne regnskab
- Projektregnskaber og rapportering (herunder dialog med revisor)
- Moms (kontroller, indrapportering og afstemning)
- Proces- og systemoptimering
- Assistance til den øvrige del af Moesgaard
- Data strukturer og BI-rapporter
- Diverse øvrige regnskabsmæssige og administrative ad hoc-opgaver
Om dig
Der kan være forskellige indgangsvinkler til jobbet. Du kan enten være nyuddannet inden for et relevant område, fx HD(R), merkonom eller samfundsvidenskab eller du kan være en erfaren kontoruddannet med regnskabserfaring. Der er mulighed for at vi kan tilpasse opgaverne i teamet afhængig af, hvilke kompetencer, du kommer med.
Vi søger en person, der trives med ansvar, arbejder selvstændigt og er struktureret. Du har en analytisk tilgang til dine opgaver, er nysgerrig og motiveres af at finde løsninger, der gør hverdagen lettere – både for dig selv, dine kolleger og for Moesgaard som helhed. Du har et godt kendskab til de grundlæggende regnskabsmæssige principper og en grundlæggende forståelse for momsloven. Du er stærk til Excel og har erfaring med økonomisystemer, meget gerne med Business Central. Du kan bevare overblikket i en travl hverdag uden at det går udover kvaliteten i dine leverancer. Du tænker tværgående og har blik for helheden i organisationen. Du er proaktiv, samarbejdsorienteret og bidrager med godt humør.
Du tilbydes
Vi tilbyder et spændende job med faglige udfordringer i en virksomhed, der er bred på typer af afdelingsøkonomier. Vi spænder fra daglig museumsdrift, publikum- og udstillingsudvikling, forskningsprojekter, arkæologiskmyndighedsansvar til vedligeholdelse af smukke bygninger og grønne områder. Moesgaard har faglige og kommercielle ambitioner og tillidsfulde samarbejdsrelationer, hvor administrationen spiller en central rolle. Du får gode kolleger, fleksible arbejdstider og en god work-life balance. Du får arbejdssted i Moesgaards fantastiske omgivelser i Højbjerg. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt. Løn og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst, en række personalegoder og en aktiv personaleforening.
Tiltrædelse hurtigst muligt.
Er det dig?
Så send motiveret ansøgning og udførligt CV senest den 9. oktober 2025. Alle henvendelser behandles fortroligt. Vi holder 1. samtale den 20. og 21. oktober 2025 og 2. samtale den 28. oktober 2025. Der vil indgå test og en opgave i forløbet.
Moesgaard er en selvejende institution, som omfatter Moesgaard i Højbjerg, Vikingemuseet i Aarhus samt Odder og Samsø museer.
Moesgaard er et arkæologisk og etnografisk specialiseret museum med internationalt anerkendte udstillinger og 3-400.000 årlige besøgende. Museet bedriver forskning i ind- og udland.
Det er Moesgaards mission at skabe interesse for og forståelse af verdenshistorien hos så bredt et publikum som muligt. Vores grundidé er, at man ved at kaste lys over de store historiske sammenhænge og kulturelle strømninger kan skabe en konstruktiv verdensforståelse hos den enkelte, som gradvist vil opleve sig selv som en del af noget langt større.
FOR AT FORSTÅ, HVEM VI ER, MÅ VI FORSTÅ, HVEM VI VAR.
Moesgaard er arbejdsplads for over 300 museums- og universitetsansatte, og har et tæt samarbejde med Aarhus Universitet.
Moesgaard har tre stjerner i Michelins grønne rejseguide.
Se mere på www.moesgaardmuseum.dk.
Hvis du vil vide mere om, hvordan det er at arbejde på Moesgaard, så kan du her høre, hvad vores medarbejdere siger om at arbejde på Moesgaard.

