Nyt netværk for teknisk drift på museet 

Med et ønske om at styrke samarbejdet og videndelingen mellem tekniske medarbejdere på tværs af museer, er fire driftsansatte gået sammen om at skabe Netværk for teknisk drift. Det første møde i netværket finder sted online den 20. maj, og skal handle om energiforbedringer, kunstig intelligens og moderne klimastyring i praksis. 

Fælles om kompleksiteten 

I museumsbygninger med komplekse krav til indeklimaet stilles der ofte store krav til driftspersonalet fordi emner som klimastyring, driftssikkerhed, energiforbrug og sikring alle fylder meget og påvirker hinanden.  

Netværket for teknisk drift er opstået som et netværk under Forvalternetværket for at give driftsansatte mulighed for at gå i dybden med de tekniske emner, der fylder på museerne. Der er, med andre ord, skabt en nørdeklub, hvor der er plads til at dykke ned i alle de tekniske aspekter af museumsdriften. 

På netværksmøderne stilles der skarpt på forskellige dele af arbejdet, og der vil være fokus på alt fra forskellige typer hardware til benchmarking, udbud, data, energioptimering og bæredygtighed. Derudover vil der være fokus på erfaringsudveksling, hvor store som små museer kan byde ind med spørgsmål eller erfaringer. 

Moderne klimastyring i praksis 

På netværkets første møde deler CTS-tekniker Bo Henrich Kristensen fra Louisiana Museum of Modern Art blandt andet erfaringer med at bruge data, kunstig intelligens og sensorer til at optimere klimastyringen. 

Mødet finder sted online den 20. maj kl. 13.00-14.30, og er gratis at deltage i.  

Læs mere om indholdet og tilmeld dig netværkets første møde her.  

Ønsker du at få besked om fremtidige netværksarrangementer i Forvalternetværket og Netværk for teknisk drift, så meld dig ind i Forvalternetværket her

Publiceret: