For at sikre de bedste forhold til genstandene i museernes samlinger, bruger mange danske museer meget energi på klimastyring. For mange museer er klimastyring kilde til en væsentlig del af museets energiforbrug – ifølge beregninger op til omkring 60%1. Derfor er der god grund til at sikre sig, at klimaanlæg er optimerede til opgaven, og at museet følger de parametre for luftfugtighed og temperatur, som den nyeste forskning anbefaler. Det kan spare museet penge og CO2-udledninger.
Af de samme grunde tiltrækker området sig stor interesse internationalt. Forskellige institutioner anbefaler forskellige parametre for klimaparametrene ift. at sikre gode bevaringsforhold med det lavest mulige energiforbrug. Fælles for anbefalingerne er, at de er mere lempelige end de 21 grader +/- 2 grader celsius og 50% relativ luftfugtighed +/- 5%, som tidligere har været standarden.
Nye anbefalinger
Anbefalingerne fra Bizot-gruppen er de mest udbredte, og dem som flest henviser til. Gruppen anbefalede i 2023, at de fleste genstande opbevares ved en stabil temperatur på mellem 16-25 grader og en relativ luftfugtighed på 40-60% med afvigelser indenfor grænserne på maksimalt +/-10% pr. 24 timer.
I 2025 udgav English Heritage anbefalinger med endnu bredere grænseværdier. Her anbefales der, for de fleste genstande, temperaturer på over 5 grader og en relativ luftfugtighed på 35-65%.
Klimaparametrene for genstande i museernes samlinger og udstillinger afhænger naturligvis også af bygningens og genstandenes tilstand, deres historik mm. Derfor er det afgørende for alle anbefalingerne, at der forud for implementering finder en risikovurdering sted.
Internationale anbefalinger
ICOM-CC og ICC erklærede i 2014, at museer bør forsøge at reducere negative påvirkninger på klimaet ved at mindske energiforbruget og så vidt muligt bruge vedvarende energikilder2.
Bizot-gruppen anbefaler16-25 grader og en relativ luftfugtighed på 40-60% med maksimale afvigelser på +/-10% pr. 24 timer3.
Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler i udgangspunktet de samme grænseværdier som Bizot-gruppen4.
Det europæiske registratornetværk (ERG) anbefaler i deres erklæring lignende klimaforhold5.
English Heritage anbefaler temperaturer på over 5 grader og en relativ luftfugtighed på 35-65%6.
Låneaftaler
Uanset hvilke klimaparametre museet arbejder med, og særligt hvis parametrene er bredere end de klassiske 21 grader 50% relativ luftfugtighed, er det vigtigt at skrive det i aftalerne for ind- og udlån af genstande.
Det er ikke alene vigtigt at afstemme klimaforholdene med den anden institution. At opfordre til at følge fx Bizot-anbefalingerne, når der forhandles med andre institutioner er med til at udbrede kendskabet til anbefalingerne og øge deres troværdighed.
Udviklingen peger på, at flere og flere museer henviser til Bizot i låneaftaler. Fx henviser Statens Museum for Kunst i deres låneaftaler både til Bizot og ICOM-CC’s anbefalinger:
“SMK follows the BIZOT-guidelines and the ICOM-CC and IIC Declaration on Environmental Guidelines (2014) to ensure the safety of the art works, while seeking to reduce the environmental impact.
Relative humidity in exhibition and storage spaces is to be maintained between 40% and 60%. It must not vary by more than 10% in any 24 hour period. More sensitive objects will require specific and tighter RH control, depending on the materials, condition, and history of the work of art. A SMK conservator’s evaluation is essential in establishing the appropriate environmental conditions for the works of art requested for loan”
Projekt om bæredygtig klimastyring
Fra 2023 til 2024 var Museernes Grønne Akademi sammen med 10 danske museer en del af det internationale projekt Getting Climate Contol Under Control – eller Bæredygtig klimastyring.
De 10 medvirkende museer blev understøttet i at eksperimentere med deres klimastyring på baggrund af risikoanalyser af samlingen. Flere af museerne opnåede væsentlige besparelser på driften uden at gå på kompromis med bevaringskvaliteten. Læs mere om de enkelte museers erfaringer nedenfor, eller dyk ned i projektet her.

Recirkulering af luft, et lavere tryk i ventilationen og ændret udstillingsplanlægning sparer energi på ARoS.

Glyptoteket eksperimenterede med nedlukninger af ventilation, og vedtog at følge Bizot i bygninger og udlån.

CASE – Den Hirschsprungske Samling
Med opsætning af flere sensorer har museet styrket datagrundlaget til brug ved beslutninger om klimatisering i bygningen.

AI-styret ventilation, et nyt bypass-spjæld og en beslutning om at følge Bizot-anbefalingerne effektiviserer klimastyringen og sparer energi.

Ændringer i ventilationsanlæggets indstillinger og bygningens luftflow reducerede energiforbruget med 18%..

Natlige nedlukninger af ventilationen og bedre luftcirkulation gav et mere stabilt indeklima og en reduktion af energiforbruget på 22%.

CASE – Statens Museum for Kunst
Data på baggrund af forsøg viste SMK, at natlige nedlukninger af HVAC-anlæg har minimal effekt på indeklimaet. Derfor blev forsøget til fast praksis.

Med få tekniske justeringer og en ny el-ovn på solceller har museet mindsket energiforbruget uden at gå på kompromis med bevaringsforholdene.

Vardemuseerne lærte, at klimaet i pap- og flamingokasserne er overraskende stabilt – og vedtog gradvist at følge Bizot-gruppens anbefalinger.
